Gennem de sidste 10 år er antallet af danske fodboldtrænere i det store udland mere eller mindre eksploderet. Tilliden til de danske trænere har været støt stigende i takt med at flere trænere har leveret flotte præstationer udenfor landets grænser - ikke mindst Thomas Frank, som gennem flere sæsoner, har leveret nærmest overnaturlige præstationer med Brentford i den engelske Premier League, hvor han sammen med en lille danskerkoloni, har overgået forventningerne sæsonen efter sæson i verdens stærkeste liga.

Dette har helt sikkert været medvirkende til at udenlandske topchefer nu kigger efter danske trænere - og også trænertalenter - når der skal ansættes nye træner  rundt i Europa. I denne artikel går vi lidt i dybden med hvad, hvorfor og hvordan danske trænere pludselig er et hit i Europa. 


Danske trænere historisk set

Historisk set har danske trænere sjældent imponeret i det store udland. Danskere er ofte blevet beskyldt for at være for tryghedssøgende og have for bløde værdier - dette kommer vi tilbage til senere i artiklen - og har derfor, måske, ikke været så eftertragtet internationalt set i det hårde og barske maskuline fodboldmiljø.

Vi har sporadisk haft trænere som har været landstrænere for mindre nationer; eksempelvis Richard Møller Nielsen (Finland og Israel), Henrik ‘Store’ Larsen (Færøerne), Lars Olsen (Færøerne), Allan Simonsen (Færøerne og Luxembourg) og Jan B. Poulsen (Singapore, Armenien, Tanzania og Jordan U21). Ikke umiddelbart store anerkendte internationale jobs og ligeledes har Jan Mølby, Søren Lerby, Lars Søndergaard og Ebbe Skovdahl haft cheftrænerjobs uden de helt store internationale successer.

Morten Olsen og Michael Laudrup er måske de to som historisk set har haft de største successer i udenlandske fodboldklubber som trænere, hvor Olsen trænede Køln og Ajax inden hans 16-årige regime som dansk landstræner og hvor Laudrup som bekendt har været forbi Getafe, Spartak Moskva, Mallorca og Swansea inden han sluttede af i Qatar og nok har haft sit sidste trænerjob. Derudover kan eksempelvis nævnes Kasper Hjulmands korte og mislykkede ophold i Bundesligaen, men derudover skal vi kigge langt efter danske trænere i internationale jobs historisk set. Nej, vi har altid haft det bedst hjemme i vores egen andedam, Superligaen… 


Thomas Frank

I 2016 tog en ung og forholdsvis ukendt - i hvert fald på de engelske kanter - Thomas Frank til Brentford i Championship og blev assistenttræner. Efter to succesfulde år som assistent blev Thomas Frank i 2018 forfremmet til cheftræner for Brentford - en forfremmelse de nok aldrig har fortrudt i Brentford. Først reddede han klubben fra en truende nedrykning og i sommeren 2021 rykkede han så Brentford op i Premier League og har nu i 4 sæsoner fuldstændig gjort alle odds og eksperter til skamme, da Brentford stille og roligt har etableret sig som et stabilt Premier League-hold, som nu kan slå selv de største klubber.

Denne enorme succeshistorie som Thomas Frank har bidraget til - samtidig med han har og har haft et stort kuld af både danske spillere og stabsmedlemmer - har helt sikkert været medvirkende til at flere internationale topchefer nu kigger efter danske trænere. Thomas Frank har om nogen åbnet døren og banet vejen for den nye generation af danske trænere til internationale jobs.

Den nuværende danske landstræner, Brian Riemer, har eksempelvis været assistenttræner for Frank i Brentford, inden den belgiske storklub Anderlecht ringede og hyrede ham som cheftræner.  Thomas Frank er på lånt tid i Brentford, da Thomas Frank bør være en eftertragtede herre på transfermarkedet.


Bo Henriksen

Bo Henriksen fortjener også spalteplads i denne artikel - fra at have reddet Mainz fra en meget truende nedrykning i sidste sæson, til at spille med helt i toppen af Bundesligaen denne sæson og blande sig i de europæiske pladser - måske Champions League. Man må bare sige at Bo med sin altid livlige energi har formået at indgyde selvtillid (charme og lækkert hår) i Mainz-mandskabet - en imponerende bedrift der har fået flere tyske medier til at sammenligne ham med en ung Jurgen Klopp. Hvem ved, måske bliver Bo Henriksen også landstræner en dag. Det drømmer han i hvert fald om. Det kunne være et interessant langsigtede væddemål.

bo henriksen

Mike Tullberg

Mike Tullberg - det tidligere AGF-talent som måtte stoppe karrieren tidligt grundet skader - har også gang i en særdeles spændende trænerkarriere. Fra at have ansvaret for Dortmunds U23-mandskab, til flere sæsoner som U19-træner for Dortmunds største talenter til 3 kampe som vikarierende cheftræner for Dortmunds bedste mandskab, må man bare sige at Tullberg må være et navn som er særdeles interessant for klubber rundt omkring i Europa.  

 

Øvrige danske trænere i udlandet

Af andre trænere som gør eller har gjort det flot de seneste år kan nævnes Brian Priske som bla. har været i Sparta Prag og Feyenoord, Jess Thorup som er igang med en imponerende sæson i tyske FC Augsburg, Lars Knudsen - pt. assistenttræner i Augsburg, tidligere ansat dødboldstræner i Leicester og for USAs herrelandshold og kommende U21-landstræner fra sommer, Bo Svensson som havde en flot periode i Mainz og netop i sommer havde et halvt år i Union Berlin med Kristoffer Wichmann - netop ny AaB-træner - som sin assistent, Lars Friis som nu styrer tropperne i Sparta Prag eller den tidligere Brøndby- og U21-landstræner Niels Frederiksen som pt. arbejder for den polske storklub Lech Poznan.

Der må heller ikke glemmes Jakob Michelsen som ofte går lidt under radaren, men stadigvæk har præsteret utrolig flot efter de historiske sølvmedaljer til SønderjyskE i 2016, hvor han har været i den svenske storklub Hammerby og nuværende træner for norske HamKam. Tidligere landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson har blandt andet også ansvaret som landstræner for Sverige, imens Jacob Friis er landstræner for Finland - forholdsvis store trænerjobs her i Skandinavien.

jess thorup


Menneskelige trænertyper med bløde værdier

Men hvad er det så de danske trænere pludselig kan, som gør dem attraktive på selv store europæiske adresser? 
En stor succes skal helt sikkert ses i mandskabsplejen og måden hvorpå også de ‘blødere værdier’ værdilades i den moderne fodboldverden, hvor det historiske set har været en mere hård og disciplineret tone der har været forventet af cheftræneren.

Thomas Frank er adskillige gange blevet hyldet i de engelske medier for sine meget menneskelige egenskaber - overfor spillere, fans og andre interessanter i og omkring fodboldmiljøet og netop disse menneskelige egenskaber og værdier overfor spillere og fans er helt sikkert én af de faktorer som gør at danske trænere har succes i den moderne fodbold. Bo Henriksen er også kendt for at være hamrende dygtig til mandskabspleje - og måske knap så dygtig til de taktiske aspekter og facetter af spillet - men med den rette omhu og tilgang til hver spiller som et helt menneske, formår mange - heriblandt Bo Henriksen - at få sine spillere til at toppræstere, og måske endda præstere over niveau, weekend efter weekend. 

Det er helt sikkert spændende hvad fremtiden bringer for nye unge danske trænertalenter - lige nu har succeshistorier fra bla. Thomas Frank og Bo Henriksen i hvert fald været med til at åbne den internationale dør for mange danske trænere og det bliver interessant at se hvem den næste dansker er som får et stort internationalt job.